PRINSESSE DIANA, STUDIESTART OG ØJEBLIKKETS TOMRUM
Min cykel og jeg har altid haft et helt specielt forhold. Jeg fik den, da jeg flyttede hjemmefra tilbage i sommeren 1997. Samme sommer som prinsesse Diana døde, tog min ungdomstid i Aalborg sin begyndelse. Jeg var lige startet på engelskstudiet på Aalborg Universitet på Krogstræde 3, og jeg tror, at det var på tredjedagen, lige i starten af september, at aviserne blæste nyheden ud om prinsesse Dianas død. Samme dag som min nye tilværelse lod sig fylde af tutorintroduktioner til studenterhuset, kantinen og universitetsbiblioteket.
Midt i dette nye, hvor alt skulle indtages og opleves for første gang, opstod et øjebliks tomrum ved overbringelsen af nyheden. Ligesom overgangen fra min barndom til ungdom nu uigenkaldeligt var slut. I dette vakuum mellem før og nu, mellem mit gamle jeg og mit nye jeg, befandt jeg mig i Aalborg – studiebyen og indistribyen, som sidenhen, mere og mere, har udviklet sig til også at være kulturby med musikhuset og Nordkraft som momentum.
Aalborg – den standhaftige Cimbrertyr
Min far og mor kørte mig og mine få beskedne møbler i bil med trailer til min 1-værelses lejlighed. En del af at komme fremad i livet. Endnu et skridt i den retning, omend en tand mere håndgribeligt, blev købet af min cykel. Den blev min trofaste følgesvend, min ledsager, der førte mig ud til alle veje og afkroge af Aalborg. Jeg husker tydeligt, hvordan asfalten på Vesterbro i en længere periode var brudt fuldstændigt op, så man hverken kunne cykle eller gå. Kun ’Cimbrertyren’, et af Aalborgs vartegn, stod stadig intakt, og stak op midt i alt virvaret af vejarbejde og vandrør.
Efter sigende, symbol for Cimbreres udlængsel og eventyrlyst. I dette eksakte øjeblik, stod den stor, stærk og rank som det faste holdepunkt, ganske uberørt af menneskers indgriben og forandring af dens omgivelser på Vesterbro. Noget nyt var ved at tage form, men Cimbrertyren stod uanfægtet. I dette forandringens kaos og opbrydningsarbejde stod den lige så sikker og strunk som den altid havde gjort igennem mere end en menneskealder. Et forbillede på stabilitet og styrke, midt i det ukendte, parat til at indtage nyt land- intet kunne slå den ud af kurs i dette øjeblikkets forandring.
Min cykel. Min frihed
Mit liv i storbyen blev fyldt med forandring, og min cykel blev midlet for denne forandringsproces og fremdrift. Den blev mit redskab til at nå mine destinationer. Mine relationer. Mine opgaver. Mine mål. Mine drømme. Om uddannelse og fremtid. Om de små øjeblikke. Mit her og nu.
Når jeg cyklede, var jeg i nuet. Støjen fra den pulserende morgen- eller eftermiddagstrafik blandede sig med lyden fra den knirkende is en frostklar vinterdag, eller lyden fra vinden, når dens rusken tog fat i styret på min cykel en kold efterårsdag, hvor de rødbrune blade trillede afsted ned ad gaden. Jeg var på vejen, jeg mærkede vinden, årstidernes skiften. Min krops lyde, når jeg gav alt det jeg havde, når jeg atter var for sent på den, og skulle nå morgendagens forelæsning.
Jeg boede i Aalborg midtby og cyklede til alt. Hver dag tog jeg turen ud til universitet sammen med min studieveninde. Aalborg, et sandt cykelmekka, med gode cykelstier, mange grønne områder og oaser. Men også Aalborg, en by med bakker. Bakker med smuk udsigt. Når man stod på toppen, og tog sig tid til en puster, var Aalborg en skøn by at stå og betragte, med Budolfi kirke og Aalborgtårnet som fixpunkter, der ragede op i horisonten, højt over hustagene. Men også rimeligt stejle bakker, der krævede sin indre cykelrytter at bestige. Men bakkerne slog mig ikke ud af kurs. De gjorde mig sejere. Mere udholdende. Og de holdt mig i fysisk god form. Jeg var faktisk stærk som en okse i de år. Mine benmuskler var i hvert fald.
Min cykel blev min frihed. Jeg kunne cykle når jeg ville, og jeg kunne lade være når jeg ville. Den førte mig til forelæsninger, hvor mit regntøj efter en våd cykeltur efter flere regnskyld -fra himlen og fra de forbipasserende biler og busser, omhyggeligt blev lagt til tørre på radiatoren. Den førte mig hen til de sene studieaftner og studienætter på uni, hvor jeg sad sammen med studiegruppen og skrev opgave til den lyse morgen.
Den førte mig gennem de stille morgentimer hjem til ungdomshyblen. Den førte mig ind til cafeen med de hyggelige venindesnakke, og hen til signalbakken, dengang kæresten begyndte at komme ind i billedet. Vi parkerede nedenfor ved signalbakken, og gik op på toppen, hvorfra man kunne sidde på ’kærestebænken’ og kigge ud over hele Aalborg. Om aftenen var det alle lysene fra den pulserende trafik, der tog opmærksomheden. Om dagen kunne vi se helt til Aalborgtårnet.
Den førte mig til kildeparken, hvor der blev læst til eksamen på tæppet i det lysegrønne græs i de solrige forårsmåneder, og den har lagt ’krop’ til, når jeg måtte trække den med alle mine dagligvarer fra Netto -samt en potteplante på tilbud som jeg bare måtte have med, hjem på styret og bagagebægeret.
Brudstykker af forbipasserendes samtaler og hverdagslivets små finurligheder
Efter min studietid, hvor min cykel trofast havde stået last og brast med mig, måtte vi til sidst skilles. Den har hørt mig synge glad efter en veloverstået eksamen, og den har hørt mine grin sammen med veninderne og samtalerne med kæresten. Den har prøvet at blive overhalet af en ’supercykkelrytter’ i sprintfart, mens vi svedte og stønnede og puklede os vej op ad Sohngårdsholmsbakken. Den pådrog sig igennem tiden en del punkteringer, og den oplevede tilfælde af rust hist og pist. Men en dag blev den stjålet, efter at jeg havde parkeret den et nok lidt for tilfældigt sted.
Jeg manglede en ny cykel, i stedet for min tro følgesvend, og min kærestes cykel blev dens stand in. Den var helt fantastisk at komme rundt på, men min første cykel fra min ungdomstid, vil altid stå som noget specielt. Den har deltaget i de øjeblikke, hvor mine ungdomsminder blev skabt.
Den gav mig min frihed. Men den gav mig også Aalborg set fra de små gyder, de hurtige smutveje, fra cykelstierne når jeg cyklede om kap med bybusserne. Ved lyskrydset, hvor jeg stoppede for rødt ved det gule hus med katten i vinduet. Når jeg cyklede ned ad rampen ved banegården, og igennem kildeparken, hvor gruset sprøjtede til siderne under fra mine dæk. Den gav mig de mange detaljer fra hverdagslivet i Aalborg, som så let overses i en bil.
Den gav mig de små brudstykker af forbipasserendes samtaler, en hunds interesse for parkens dufte, eller ændernes søgen efter andemad i parkens sø. Den gav mig byens åndehuller, og hverdagslivets små finurligheder.
En dag, mange år efter, hvor min kæreste var blevet min mand, og graviditet var blevet til baby, og cyklens selvstændighed og individualitet var skiftet ud med fællesskabets bil, bleer og fast bolig, oplevede jeg det øjebliks sus af ungdom da jeg lånte min svigerindes cykel. Jeg skulle på en street art rundtur med guide og cykel i Aalborg midtby.
Mens jeg susede afsted på cykelstien, mærkede jeg den frihed og fremdrift, som opleves så konkret på en cykel. Men denne gang var der en nyvunden sikkerhed som jeg ikke havde lagt mærke til før. Livserfaringen, der markerede endnu en overgangsfase fra ’ny’voksen til mere erfaren voksen. Stadig famlende i livet. Stadig undersøgende. Men i fremdrift. Ligesom Cimbrertyren, der længselsfulgt, men med fast overbevisning, ventede på det nye midt i et kaos.
Her var jeg nu klar til at tage derhen, hvor cyklen stødt ville føre mig. Hvor drømmene og udlængslen ville lede mig. Mig og min cykel.
